10 TRIN TIL EN SUND OG SLANK LIVSSTIL


 

Kom godt i gang med din nye livsstil 

 

Her får du mine 10 bedste bud på hvad der skal til for at få succes med din sunde og slanke livsstil.

 

En livsstilsændring tager den tid, den tager - ofte er det en langvarig proces. Og lige præcis derfor kan det være godt at holde lidt styr på hvad der virker - og hvad man skal huske sig selv på. 

 

Vi taler om en metode, der foregår fuldstændig på dine præmisser - hvor du kan droppe kalorietælling og spise nøjagtigt, hvad du har lyst til. Måske tænker du, at det ikke går, men det er lige hvad du kan forvente, når du kobler sund viden sammen med personlig udvikling. Du vil blive så god til at lytte til kroppen, at du naturligt træffer de valg, din krop vil elske dig for.  

  

1. Du skal ville det

Dit første skridt er at tage beslutningen. Du skal kunne se din fordel i at gøre det. Bestem dig for at prøve dig frem, selvom du ikke kender alle svarene på forhånd. Skru op for nysgerrigheden og regn med, at du finder ud af det hele. Sig højt: "Jeg vil være sund og slank." Skab et tydeligt billede af dit mål. Er du ikke klar over hvad du vil - eller formulerer du dig negativt, er det svært at komme videre. Prøv at sige: "Jeg vil ikke være tyk." Kan du mærke modløsheden? Se for dig hvad du ønsker, og skab et indre billede - levende og konkret - af dig selv som sund og slank. Se detaljerne og fornem hvordan det bliver - så du ved præcist, hvorfor du vil ændre vaner. Det er din vigtigste motivation.

 

2. Alting betyder noget

Sund livsstil handler om alle dine valg. Både hvad du spiser, hvordan du bruger din krop, hvordan du trækker vejret, om du drikker vand nok, om du sover godt, om du er glad for dig selv og har det sjovt. Og ikke mindst betyder det noget, hvordan du bruger dine tanker. Spiser du sundt, får du mere energi og stabilt blodsukker - og tænker du positive tanker, har du mere ro. Det er en fordel at have mange knapper at skrue på, for det giver mange muligheder og gør dig mere handlekraftig. Tag udgangspunkt i din nuværende livsstil - og prøv dig frem med små ændringer.

 

3. Find ro i dig selv

Det eneste, der eksisterer er dette øjeblik. Alt andet er tanker. Fortiden er slut og fremtiden er ikke begyndt endnu. Tænkningen er en fantastisk gave, men det er også et problem. Faktisk vores eneste problem. Tænkte vi ikke, ville vi have det så godt. Ingen bekymringer og intet at fortryde. Kun nærvær. Træn dit  nærvær når som helst og hvor som helst. Brug dine sanser: se, hør og mærk. Det er virkeligheden. Sådan kan du altid finde ro. Vend tilbage til den tilstand hver gang du føler dig urolig. Den ro, du finder i mad, is og kager, er flygtig. Den virkelige ro er inde i dig selv.

 

4. Hold godt øje med dig selv

Skriv op hvad du spiser og hvor meget du bevæger dig. Og skriv om det, der også er vigtigt i din daglige livsstil. Læg mærke til dine vaner og til sammenhængen mellem dine følelser og det, du spiser. Læg også mærke til, hvornår du spiser uden at være sulten. Forestil dig maden i maven, før du spiser. Spørg dig s elv om dette vil gøre noget godt for din krop. Spis det, der føles godt - nu og på længere sigt. Og nyd det, du spiser.

 

5. Værn om dine ressourcer

Ressourcer er noget, du bare har. I din hverdag har du for det meste nem adgang til dem, men når det drejer sig om noget, du har defineret som "svært", er det en anden sag. Du har måske fortalt dig selv, at du ikke kan finde ud af at tabe dig, og at du ikke har det i dig, der skal til, for at blive slank. Men det har du. Det kan godt være, du ikke har kontakt med ressourcerne lige i den situation, men det er bare et spørgsmål om teknik for at finde det frem. Første trin er at blive klar over, hvad du vil have fat i. Spørg dig selv, hvad du har brug for lige nu. Vil du have mere bevidsthed, mere nysgerrighed, tillid eller ro? Så kan du få det.

 

6. Lav om på de tanker, der holder dig tilbage

Alting begynder som en tanke. En tanke fører til en følelse - og følelserne bestemmer dine handlinger. Det er dine tanker, der giver dig følelsen af at have luft under vingerne - eller ruske i tremmer. Du har tillært dig en række leveregler, så du ser ikke verden som den er, men som du tror den er. Du ser livet gennem et filter af de overbevisninger, leveregler og meninger, du har dannet dig gennem årene. Ser du muligheder eller begrænsninger? Sæt dig for at undersøge hvad dine tanker og leveregler betyder for dig - og for at ændre dem, der ikke gavner dig.

 

7. Vej dig hver dag

Hvis du interesserer dig for din vægt, må du også vide hvad du vejer hver morgen - for altid. Så kan du hurtigt regulere, når du har taget en lille smule på. Vægten står sjældent helt stille. Den bevæger sig lidt hele tiden - og du har selvfølgelig brug for at vide, hvor den bevæger sig hen. Det tager et øjeblik hver morgen at stå op på vægten og få besked. Betragt din vægt som et måleredskab, der giver dig besked om noget vigtigt, der interesserer dig. Den kan ikke bestemme dit humør. Det er dine tanker, der giver dine følelser. Har du taget på, er det en besked om at du har lyst til at holde lidt igen. Det er i de perioder, man ikke vejer sig, at man tager på. Derfor skal der ikke være den slags perioder.

 

8. Tag de udfordringer, du møder

Du får ikke flere udfordringer, end du er i stand til at løse. Så derfor - bliv ved med at prøve dig frem, selvom du ikke kender alle svar på forhånd. Regn med, at du finder en løsning. Den er ikke altid lige nem at se, men når du søger, skal du nok finde den. Du havde heller ikke alle svarene, da du begyndte på din uddannelse, men du regnede med, du blev klogere med tiden. Sådan er det også når man f.eks. vil lære et nyt sprog. Og sådan er det med den sunde livsstil. Det er dejligt at tænke på, at du stadig kan blive klogere, gladere og endnu mere sund med alderen.

 

9. Tag små skridt

Hvis du har alt for travlt med at blive sund og slank, kan det hurtigt blive surt. Hvis du skal holde energien i processen, må du planlægge små skridt, du nemt kan overkomme. Og hvis de skulle blive for store, så tag endnu mindre skridt. Ideen er, at når du tager små skridt, vil du være sikker på at nå frem på et tidspunkt. Men planlægger du udelukkende store hop, er du næsten sikker på at blive træt og opgive, før du når halvvejen.

 

10. Daglig fokus er altafgørende

Tingene sker ikke af sig selv - der skal handling til. Hvad nytter det at sidde inde med vigtig viden og undre sig over, hvorfor der ikke sker noget?  Skal det rykke, må der fokus til hver dag. Du skal hele tiden være med på, hvad du er i gang med, og du skal mærke lysten og energien til dit projekt. Selvfølgelig kan du blive træt og modløs indimellem, og så tager du dig lige en slapper. Men kun kortvarigt, så må du tilbage på sporet igen.  

 

 

TAK FORDI DU TOG DIG TID TIL AT LÆSE MINE TIPS TIL EN SUND OG SLANK LIVSSTIL

 

Vil du tilmelde dig Slankestudiet, kan du gøre det her:  

Tilmelding her

 

 

Du kan også læse mere i mine bøger:

Tanker der slanker - bog og CD

Slank med omtanke - bog og arbejdskort

Tænk dig sund og slank - lommebog

 

Bøgerne kan købes her

 

 

Du kan supplere med support gennem telefonen eller ved samtaler i København eller i Ålsgårde, og du kan deltage på kurser og workshops.

 

Mere her og her

 

Jeg ønsker dig al mulig lykke og glæde med din sunde livsstil.

 

Mange hilsner

 

Din guide til naturlig vægt

 

Lone Ladefoged

www.slankestudiet.dk

Endnu ikke medlem? Tilmeld dig her »

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tænk dig sund og slank Tænk dig sund og slank Tænk dig sund og slank